Farvel til Thailand

Så er sidste dag i Thailand i gang, og det er tid til reflektion. 
17 dage er gået med cykeltur, kokkeskole, trekking & gibbontur i Chiang Mai, Kongetempel, liggende Buddha, shoppingmalls & natmarked i Bangkok og endelig longtailboat til Railey Beach, sejlskib til Phi Phi øerne og Bamboo Island samt masser af pool og strandtid i Krabi. 
 
Vi har mødt søde, varme mennesker, fjollede aber og hunde, der trængte til omsorg. Vi har spist thaimad, så flammerne stod ud af ørene på os, og mæsket os med frisklavede mango og banansmoothies. Vi har nydt varmen, solen og friheden til at gøre, præcis hvad vi havde lyst til, og vi har fundet roen og er gået mindst ét gear ned i omdrejninger. 
 
Og nu er vi mætte. Og vi har lommerne fulde af minder og “kan du huske” og “da vi var i Thailand”. Og vi er klar til at vende snuderne hjemad mod Danmark, den lille hundebasse, familien og vennerne. 
 
Så tak Thailand, for denne gang og for en ganske særlig ferie, som vi vil bære med os i hjertet og mindes med et saligt smil. Vi ses en anden gang – det ved jeg!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *