Den 29. november 2016 blev en skæbnedag for mig – en dag som skulle vise sig at vende op og ned på hele min tilværelse.

Jeg havde fået nyt job i et jobcenter i august 2015 – et job jeg var meget glad for, men som også betød, at jeg gav rigtig meget af mig selv hver dag. For her sad jeg hver eneste dag overfor mennesker, der var pressede på flere fronter. Mange af dem var kede af det, frustrerede og stressede ikke mindst.

Så jeg forsøgte at hjælpe dem så godt jeg kunne med alt hvad jeg havde af værktøjer og tilbud. Jeg knoklede og tog ansvaret for deres succes med at komme videre på mig. Jeg hjalp dem med alt hvad jeg kunne og alt hvad jeg ellers kunne finde på – kort sagt langt mere, end meningen var og langt, langt mere end, hvad jeg havde ressourcer til.

For meget fart på

Jeg brugte ca. 120% af mit overskud på arbejdet, så når jeg kom hjem, var der ikke mere tilbage – til mand og tre teenagere… Jeg var slidt, træt og havde alle symptomer på stress. Det vidste jeg bare ikke. Jeg troede nemlig, at det var pga. overgangsalderen, at jeg havde det så dårligt.

Jeg kunne ikke sove om natten, fordi mit hjerte hamrede derudaf, jeg havde uro i hele kroppen hele tiden og tørre slimhinder og “brain-fog”, (minder en del om ammehjerne).

Jeg vågnede med knyttede næver og højspændte muskler i armene, Jeg kunne ikke huske, ikke koncentrere mig og ikke slappe af. Jeg var kort sagt en skygge af mig selv, og da jeg så også fik hjerteproblemer i form af ekstrasystoler (ekstra slag) på hjertet, tænkte jeg stadig ikke på stress, men på hjertesygdom. Så jeg fik en tid på Aleris Hamlet Privathospital til en hjertescanning.

Lægens ord

På Aleris Hamlet kunne den meget søde bulgarske læge så fortælle mig, at mit hjerte for så vidt ikke fejlede noget, men at hun var sikker på, at jeg havde meget voldsom stress! Hvad gjorde jeg så, tænker du måske? Joh, jeg kørte såmænd på arbejde – for jeg havde jo sagt, at jeg kom. På arbejdet tændte jeg for min PC, som frøs billedet, så jeg måtte lukke den ned igen. Jeg tændte den igen og det samme skete. Set i bakspejlet har det måske været et tegn…

Så kom min søde kollega Jane ind på mit kontor, lukkede døren bag sig og spurgte, hvordan det var gået på Aleris Hamlet? Først dér knækkede filmen for mig. Jeg begyndte at græde og fik fremstammet, at lægen var sikker på, at jeg havde stress. Det mente Jane så faktisk at lægen nok havde ret i og så fulgte hun mig ind til chefen, som jeg stortudende kunne fortælle, at det ikke gik så godt. Jeg kan huske, at det sidste jeg sagde til ham, inden jeg gik hjem var: “Nu går jeg hjem og græder færdig, og så kommer jeg i morgen” Det er nu fire år siden…

Sygemeldingen

I første omgang var jeg sygemeldt i 7 uger. De første 4 uger, som var hele december måned gik mildest talt ikke, som jeg ellers havde hørt de skulle gå, når der var tale om stress. Jeg lå ikke på sofaen og stenede serier. Jeg kravlede nærmest rundt i loftet og kunne SLET ikke finde ro.

Jeg ville gerne tilbage på arbejdet, men alene tanken gjorde mig bange. Da jeg endelig kom tilbage, gik der kun halvanden uger, så var jeg mindst lige så stresset som før jeg blev sygemeldt. Det var med andre ord alt for tidligt, at jeg vendte tilbage til jobbet OG – den plan der blev lagt for min tilbagevenden fungerede ikke i praksis. Jeg fik for mange ad hoc opgaver, som jeg slet ikke kunne overskue. Så jeg blev sygemeldt igen og efter tre måneder endte jeg med at sige op.

ACT stresskurset

Dér stod jeg så – stadig sygemeldt og uden et arbejde at vende tilbage til. Heldigvis bor jeg i en kommune, som gør noget for deres stress-sygemeldte borgere: Frederiksberg Kommune. Jeg fik bevilget et stress-kursus, som jeg den dag i dag er ultra taknemmelig for!

Kurset bygger på det amerikanske princip ACT, og faciliteres af to super dygtige psykologer. Det strakte sig over 9 uger med et tre timers møde om ugen. Vi var otte tilmeldte på kurset – alle sammen stressede, trætte, udkørte og opgivende kvinder i alderen 30-60 år. Jeg fik enormt meget ud af kurset – bl.a. erkendelsen af, at alting ikke skal være perfekt hele tiden. Faktisk er størstedelen af vores dage lidt “leverpostejs-agtige” og det er faktisk helt ok!

Efter endt stresskursus og en sygemelding der efter ni måneder blev udskiftet med dagpenge, var jeg klar til at komme i gang med noget igen. Men hvad? Jeg vidste med 100% sikkerhed at jeg ikke skulle lave det samme som før. Jeg skulle ikke arbejde som jobkonsulent, for jeg kan simpelthen ikke styre mit hjælpe-gen. Jeg kommer til at gøre alt for meget for alt for mange og ender med at miste mig selv i processen.

Men hvad gør man så i en alder af 48 år, når alle de uddannelser og jobs der står på CV’et udelukkende matcher det, man godt ved man absolut ikke skal?

Mit nye liv

For mig kom svaret fra en uventet kant. I starten af mit stress-forløb havde jeg kontaktet jeg min veninde Mia, som er yogalærer og yogaterapeut. i håbet om at hun kunne hjælpe mig. Hun lavede derfor et 20 minutters yogaprogram bestående af groundende, mindfulde yogaøvelser, som skulle hjælpe mig nervesystem med at finde ro.

Jeg lavede programmet hver dag i flere måneder og set i bakspejlet var det helt sikkert dét, der hjalp mig igennem en af de hårdeste perioder i mit liv.

Og da jeg så skulle finde ud af hvad jeg skulle beskæftige mig med resten af mit arbejdsliv – ja så var tanken faktisk ret nærliggende; Jeg ville være yogalærer og hjælpe andre med at slippe af med stress og få det bedre med sig selv.

Så jeg fandt Københavns bedste Yogaskole og meldte mig på deres 200 timers Yoga Aliance certificerede Yin yogauddannelse.

Jeg har sidenhen efteruddannet mig i Yoga for Stress & Burnout i London og underviser nu både på aftenskoler, online og under mit eget navn SlowYo, både på Frederiksberg og i Skovlunde – hvor jeg hele sommeren underviser i udendørs sommeryoga i Harrestrup Ådal. Og det giver mig bare SÅ meget!

Det at jeg har stille morgener (for det meste) og tid til selv at meditere og dyrke yoga gør at jeg har væsentligt større overskud generelt.

Senfølgerne

Jeg har dog stadig nogle eftervirkninger af stressen. Jeg bliver fx meget hurtigere stresset (presset) end før, og jeg får uro i kroppen og sover dårligt, hvis jeg skal præstere noget og når der er noget på spil som fx når jeg skal undervise nye steder for første gang.

Jeg går derfor også tur hver dag – gerne 4-5 km og gerne noget længere i weekenderne, når jeg kan få min mand med ud at gå. Det at jeg bruger min krop og kommer ud i naturen og får frisk luft slapper min krop af og stilner tankerne.

CBD-olie

For et halvt års tid siden introducerede min svigersøn mig til CBD-olie fra Nordic Oil og den har virkelig gjort en forskel for mit generelle velbefindende. Jeg tager kun fire dråber om morgenen og så tager jeg 0,25 ml af deres Manidråber til natten. De indeholder en smule melatonin, og selv om den almindelige dosis er 1 ml, så er 0,25 ml altså rigeligt til mig. Tager jeg mere, så er jeg helt tung i hovedet når jeg vågner.

Manidråberne gør at jeg sover roligere, tungere og ikke vågner mere end en enkelt gang hver nat. Da stressen var på det højeste var jeg vågen 5-7 gange hver nat! og selv i årene efter – altså inden jeg begyndte at tage CBD-olie, kunne jeg sagtens vågne 2-3 gange og have svært ved at falde i søvn igen.

Så ja – kombinationen af yoga, meditation, motion og CBD-olie har vist sig at være lige præcis dét der skulle til, for at jeg her fire år efter at jeg gik ned med stress med et ordentligt brag – igen føler mig nogenlunde i balance og kan give mig i kast med de projekter, som jeg har lyst til.