Har I smagt de der lakridser med chokolade udenpå, der er så populære i øjeblikket? Jeg er nærmest afhængig af dem. Synes ganske enkelt, at det er verdens bedste slik!
Jeg har fundet dem i flere forskellige modeller; A Lakrids fra Johan Bülow er vildt gode, men ret store – og ret dyre! Så er der Pipar Perlur fra Irma. De er min favorit pt. Perlur er ca. halv størrelse af Bülows, men stadig med lakridspulver udenpå. De koster 25,- for en pakke på størrelse med Bülows, så de er altså til at betale.
Jeg har også prøvet at lave dem selv. Købte islandsk lakrids af god kvalitet i Føtex samt god, hvid chokolade og så lakridspulver.
Jeg er den heldige ejer af en chokoladesmelter, hvilket gør håndteringen af chokoladen meget nemmere. Bare put chokoladen i, tænd på smelteknappen og når chokoladen er smeltet skrues over på “hold varm” knappen. Simple as that 😉
Her har jeg dyppet lakridserne i hvid chokolade. Husk at temperere chokoladen, så den stivner ved stuetemperatur – det gjorde min ikke, og så bliver de altså hurtigt klistrede. De suger lakridspulveret til sig og forbliver klistrede. Ikke så fedt.
Når lakridserne er kølet af, skal de rulles i lakridspulver. Jeg har her brugt Bülows, men der findes andre mærker også. Jeg har også prøvet salmiak, men den helt almindelige lakrids, er altså den bedste hvis du spørger mig.
Tadaa – det færdige resultat! Jeg har lavet med både hvid chokolade og med mørk, men på trods af, at jeg faktisk er allermest vild med rigtig god, mørk chokolade, så fungerer det meget bedre med hvid eller lys chokolade og lakrids sammen. Den mørke chokolade er ganske enkelt ikke sød nok.
Ud over at det selvfølgelig er en tilfredsstillelse at lave sit eget slik, så er der en anden åbenlys fordel; Det er MEGET billigere 😉