Fra pløjemark til kolonihave

I sensommeren 2015 købte vi en 500 m2 stor kolonihavegrund i A/H Kildegården i Skovlunde. Vi gik med en drøm om at bygge et lille vinkelhus i sort træ med hvide vinduer – og om at anlægge en have, der havde alle de elementer, som vi synes en have skal ha’

Og der var nok at gå i gang med – for da vi overtog grunden, så den sådan her ud. Den var fyldt med tidsler, og skulle det desværre vise sig – padderok, som er næsten umulig at komme af med. Mere om det senere…

Vi prøvede selv flere gange selv at tegne en haveplan, men hver gang endte vi ud med en firkant med bede hele vejen rundt og et tilfældigt træ i midten – fordi det jo nødigt skulle være “sådan en kedelig have med bede hele vejen rundt”… Jeg ledte også på nettet – efter en havedesigner, der dels var til at betale, og som var indstillet på at sparre lidt med os om ønsker, udformning osv. De fandtes ikke. Alle de havearkitekter jeg fandt, havde deres egen “måde” at lave have på. Enten meget stilrent og stringent eller meget noget med græsser og mærkelige trekanter.

Desuden var jeg ikke vild med processen, for det skulle foregå sådan, at havedesigneren kom ud til os i et par timer, hvorefter han ville gå hjem og lave en skitse. Den kunne vi så vælge at gå videre med – eller vi kunne fortsætte på egen hånd. Valgmuligheder var der ikke lige, og så kunne vi hurtigt regne ud, at vi ville komme af med i omegnen af 12.000,-, hvis vi ville have en færdig haveplan med planteliste osv.

Nå, men skæbnen ville alligevel, at jeg for et par uger siden på Facebook faldt over Janni, som ejer firmaet RoomOutside. Hun var nystartet, havde et godt tilbud, og efter at have læst om hendes koncept, besluttede vi at lave en aftale med hende.

Billede af RoomOutside.dk hjemmeside

Det der i sidste ende gjorde, at det lige var Janni, vi valgte at bruge, var at hun ud over at komme på besøg i haven i et par timer, efterfølgende ville lave hele TRE forskellige haveskitser, som hun så ville præsentere for os på et møde hjemme hos os selv.

På havebesøget fortalte vi Janni, hvilken type have vi drømte om. Om det var lige eller svungne linjer, om der var specielle elementer, vi gerne ville have med som fx flagstang, cykelparkering, drivhus osv. og om det skulle være en nem have eller om der gerne måtte være lidt at lave.

Janni var meget vidende og meget lyttende, så vi havde en ret god mavefornemmelse, da vi tog afsked efter det første møde.Efter ca. 14 dage fik vi igen besøg af Janni, denne gang i vores lejlighed på Frederiksberg. Her præsenterede Janni os for de tre skitser:

Den første skitse kaldte Janni for “Den nordiske have”. Den havde både lige og svungne linjer, kirsebærtræ og hyggeområde i forhaven, og pergola, drivhus og højbede i baghaven. Desuden havde den vores skur placeret i nærheden af terrassen.

Den anden skitse hed “Den klassiske have”, og den mindede lidt om den nordiske have men med færre lige linjer og lidt mere vildskab. Her var skuret placeret længere nede i haven.

Den sidste skitse var “Den moderne have” – selv om jeg faktisk synes, at den var mere “mormor” end moderne. Den havde nogle flot svungne linjer, og så var skuret placeret ind mod naboen.


Alle tre planer var meget flotte, og de havde alle tre noget, som vi var vilde med, og noget som vi var knap så begejstrede for. Og her begyndte det sjove så – for det var lige netop her, at Janni og RoomOutside adskilte sig fra så mange andre havedesignere… Nu skulle der nemlig plukkes og hapses fra de tre planer, så vi kunne ende ud med en plan, der var “lige os”. 

Det lykkedes efter et par timer at komme frem til et design, som passede både os, huset, naboerne (forhåbentlig) og vores lille hund Alma, som kan komme igennem selv det mindste hegn.

Selve processen var utrolig spændende, og vi kan kun give Janni de allerbedste anbefalinger, for hold nu op, hvor er hun dygtig! Ved at lytte til os både ved første og andet møde, og ved at strø sine egne kreative ideer hen over skitserne, mens vi talte og diskuterede, lykkedes det hende at indfange præcis den stemning og det udtryk, vil gerne ville have i haven.

 

Efter endnu et par uger havde vi igen møde med Janni, og her præsenterede hun os så for den endelige, målfaste haveplan med farver, planteliste, valg af belægning osv.

Haven bliver uden tvivl vidunderlig, blomstrende og lige os! Nu venter vi så bare på, at huset bliver færdigt, og at foråret melder sin ankomst, så vi kan begynde at spire planter indendørs til senere udplantning.

Huset stod færdigt i april 2016, og du kan læse alt om den noget opslidende byggeprocess i et andet indlæg på bloggen, når det ellers bliver færdigt. Efter at have haft haven fuld af gravemaskiner, varevogne m.m. besluttede vi os for, at få jorden planeret og gjort klar til rullegræs. Vi havde egentlig tænkt os at så græs, men efter at have set, hvor hurtigt og insisterende Padderokker vokser?! valgte vi at lægge rullegræs i håbet om, at det kunne holde Padderokkerne i ave.

Vi fik fat i Kim Pedersen fra Havekunsten (Mobil: 40841030) fordi vi ganske enkelt ikke kunne overskue at jævne jorden ud selv. Kim brugte tre dage på projektet, og sjældent har jeg set nogen arbejde så koncentreret! Han satte koter af (pinde og snore, der skal fortælle, hvilken vej grunden skal hælde) og styrtede rundt på grunden med små gravemaskiner og motoriserede trillebøre.

Slutresultatet var mildest talt imponerende, og så har det vist sig, at både tid og penge var rigtigt godt givet ud, for når det styrtregner løber vandet af ud mod vejen og ud mod hækkene – præcis som Kim havde lovet! Kim gjorde desuden klar til fliser på begge sider af huset ind mod naboerne.

Næste projekt var rullegræsset. Vi valgte græs fra Amager Rullegræs, og fik super service og levering på trods af nogle udfordringer med en grusvej…Vi lagde selv græsset – det viste sig ikke at være så svært, som vi havde frygtet. Vi holdt os til haveplanen, og lavede huller til bede både foran og bagved huset.

Set i bakspejlet havde det være noget billigere at lægge rullegræsset om efteråret. Vi kom nemlig til at bruget rigtigt meget vand på at holde liv i det den første måned, fordi det blev 25 grader varmt – og fordi græs og andre planter skal have masser af vand fra 1. maj til 1. november. Fra ca. 1. november sover de, hvilket betyder, at de ikke skal vandes igen før 1. maj.

Efter rullegræsset var på plads skulle der lægges fliser. Som sagt havde Kim fra Havekunsten gjort alt forarbejdet, så det var faktisk lige til at gå til. Vi valgte 40x40x6 grå fliser fra Sandgaard Beton selvom haveplanen sagde 30×30. Vi synes det giver et mere roligt udseende.

Dernæst var det bedenes tur. Foran huset plantede vi buksbom og Twist & Shout hortensia i bedene samt ca. 100 tulipanløg af sorten Darwin Hybrid Van Eijk. Den er lyserød og vil passe rigtigt fint sammen de grønne buksbomkugler. Og så er det en hybrid-type, som betyder at den kommer igen år efter år, og faktisk formerer sig, så der kommer flere og flere år for år. Mange af de nye tulipansorter er etårige, hvilket betyder, at de fleste af dem går til om vinteren – noget der kan blive en dyr fornøjelse. Bagved huset er vi faktisk stadig i gang med at plante – det tager altså tid at finde de rigtige planter til den rigtige pris.

I den forbindelse vil jeg gerne lige slå et slag for Moseholm Planter, der ligger i Hedehusene. Det er Morten, der driver stedet, og han sælger egentlig mest til virksomheder – men en dag om måneden sælger han også til private, og han har vitterligt ALT, hvad man kan ønske sig af stauder. Priserne er absolut fornuftige, og så kender Morten samtlige navne på blomster og planter – på Latin vel at mærke! Han er et omvandrende leksikon, og ud over det, så er han super sød og imødekommende. Moseholm Planter har også en Facebook side, hvor han bl.a. annoncerer “privatsalgsdagene”.

Vi tog tre hindbærbuske med fra den gamle have, og de har fået deres helt eget rektangulære bed mellem skuret og køkkenhaven. Vi tog også en rabarber og en sommerfuglebusk med – de står stadig i staudebedet, og venter på at vi bestemmer os for, hvor de skal bo permanent.

I august måned 2016 ankom vores hollandske kastanjehegn. Det er fra Adequat og er meget smukt, synes vi selv. Vi har brugt det ud mod vejen og har sat to havelåger i – en midt i hegnet og en for enden af parkeringspladsen. Det fungerer rigtigt godt, og vores “sjove” naboer har allerede døbt det “Vampyrhegnet”, fordi man tilsyneladende kan spidde vampyrer på det…?!

Havelågen fik sat tværpinde på – så er den nemlig meget lettere at få til at stå ordentligt, når man støber den i jorden. Med pindene slipper man for, at lågen kommer til at hænge. Tværpindene skrues først af igen, når betonen er størknet.

1. november 2016 plantede vi to æbletræer (Discovery og Rød Ananas) i staudebedet foran terrassen samt det kirsebærtræ (Sunburst), som skal vokse op gennem trallebordet foran huset. Træerne er fra Sitas i Ballerup. Vi har med vilje valgt forholdsvis store træer, fordi der ikke var et eneste træ på grunden, da vi overtog den. Man kan vel sige, at vi nu er gået fra at have en 2D have til at have en 3D have 🙂

Plantningen af æbletræerne betyder dog, at vi ikke kan fylde bedet op med stauder før næste efterår, da æbletræerne skal have ro til at slå rødder. Det er vel også fair nok i betragtning af, at det er fuldvoksne træer, vi har “flyttet” fra planteskolen.

I foråret 2017 satte vi drivhus op. Vi valgte et Halls Popular i aluminium på 6,2 m2, og det har vist sig at være det helt rigtige valg. Der er masser af plads til tomater og agurker – det vi gerne vil dyrke derinde. Samtidig fylder det ikke så meget i haven, at det fuldstændigt overtager det hele.

Vi valgte at lave bede i drivhuset, så vi kunne dyrke direkte i jorden. Vi har i vores første kolonihave brugt kapillærkasser, men vores erfaring er, at tomaterne så ikke smager af noget som helst, og at vi brugte rigtigt meget vand! Så det nye drivhus skulle altså have bede. Vi gravede 25 cm ned i jorden, løsnede den og blandede den med god kompost fra genbrugspladsen.

Her kan du se, hvordan det ser ud derinde med 13 tomatplanter og to agurker samt lidt pluksalat i det ene hjørne. Som sagt – rigelig plads! Pladsen bliver så lidt mere trang i takt med, at tomater og agurker vokser sig store.

Vi har fået et ret stort udbytte fra drivhuset allerede, men pga. den meget våde sommer i 2017 og den manglende sol, har vi hele tiden tomater liggende til modning inden døre. Vi håber på bedre tomatvejr i 2018 🙂

OBS – dette indlæg opdateres løbende i takt med at haven tager form.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *