Og en til, og en til, og en til – for jeg har fået det sådan med roser, at jeg ikke rigtig kan få nok. Jeg har læst en del havebøger efterhånden, og jeg er faldet for de smukke, de duftende, de klatrende og de buskede roser, fordi de på en både nem og forholdsvis hurtig måde, gør min kolonihave mere “mormor-agtig” og hyggelig.
Jeg har ikke så mange roser endnu, men dem jeg har er nøje udvalgt. Den herover hedder New Dawn, og er en klatrerose, der hurtigt bliver 3 meter i højden/bredden. Det er min første rose, og billedet herunder er af en af de fine, svagtduftende roser, der sidste år klatrede op ad væggen på kolonihavehuset. New Dawn er remonterende, hvilket vil sige, at den blomstrer hele sommeren frem til frosten kommer i oktober/november måned. Den får masser af små knopper hele tiden, så der er virkelig gang i “blomstreriet”.
Jeg har også en Stanwell Perpetual buskrose. Den er egentlig købt som klatrerose – ved en fejl altså, så den skal flyttes til foråret, for den står helt forkert. På dens plads skal i stedet plantes en Gerbe rose, der både dufter og med tiden kamuflerer den grimme parabol.
Klatrerose – Gerbe Rose – Foto: Bo-groent.dk |
Billedet herunder er af min Ghita Renaissance rose. Den er fantastisk. Den dufter meget kraftigt, og er meget smuk, og så vokser den hurtigt og passer rigtigt godt i mit halvskyggebed. Så godt faktisk, at jeg overvejer at købe 1-2 mere, så de virkelig kommer til at se ud af noget.
Buketkrose – Ghita Renaissance – Foto: Mig |
Det sidste billede i dagens blogindlæg er også fra kolonihaven i sommer. Problemet er bare, at jeg simpelthen ikke kan huske, hvad det er for en rose? Det er uden tvivl en buskrose, og den dufter fantastisk, men hvad den hedder, kan jeg ikke huske – og min havenotesbog, hvor jeg noterer alt, jeg planter i haven, ligger – ja i haven selvfølgelig, så navnet må vente til jeg kommer derud igen. Med mindre, der er en af jer, der ved hvad den hedder…?